Den trofaste følgesvend - en biografisk roman om Martin Luther

Martin Luther er manden, der - mere eller mindre tilfældigt - kom til at stå i spidsen for den reformation, der i 1500-tallet splittede den romersk-katolske kirke i flere dele. Siden da har den evangelisk-lutherske kirke udgjort en uafhængig kristen kirke. Luther reagerede på det magtmisbrug, paven og kurien brugte til at øge deres egen materielle velstand. Men først og fremmest reagerede han på den romersk-katolske teologi, der i de forrige århundreder havde bevæget sig langt bort fra Bibelen.

Luthers opgør med pavemagten fik voldsomme konsekvenser for ham. Han blev band- og fredlyst af henholdsvis paven og kejseren, hvilket gjorde ham til jaget vildt alle andre steder end i sin kurfyrstes områder. Men samtidig blev han lynhurtigt den tids svar på nutidens mediestjerne. Luthers kritik gav genklang i en sådan grad, at det kom bag på alt og alle - ikke mindst på Luther selv. På baggrund af disse forhold nytænkte han hele den kirkelige teologi, hvilket også bredte sig over datidens samfundssyn. På den måde fik Luther kolossal indvirkning på, hvordan de efterfølgende generationer tænkte. Selv i dag har Luthers tanker stor betydning for det samfund, vi lever i.

Da 500 året for reformationens påbegyndelse fejres i 2017, har jeg skrevet en biografisk roman om Luther. Hensigten har været at servere en nogenlunde let læselig beskrivelse af de hændelser og tanker, der fik hele det daværende Europa til at ryste i sin grundvold, fordi en enkelt munk kritiserede den eksisterende religiøse praksis og straks fik folkelig opbakning.

En kort video om "Den trofaste følgesvend"

En ultrakort introduktion til "Den trofaste følgesvend".

En lidt længere video om "Den trofaste følgesvend"

Her fortæller jeg i tre minutter om Martin Luther og om "Den trofaste følgesvend".

Portræt af Luthers hustru

Da kunstmaleren Agnete Brinch skulle lave et portræt af Luthers hustru, Katharina von Bora, læste hun blandt andet "Den trofaste følgesvend". Det gav hende inspiration til dette fine maleri, der - uden at blive demonstrativt - viser en viljefast kvinde; og det var netop, hvad Katharina von Bora var.

Anmeldelser og udtalelser

Kristeligt Dagblads anmelder skrev blandt andet (19.6.2017): Egil Hvid-Olsen "har den fortrolighed med stoffet, der sætter ham i stand til at formidle det med overblik og klarhed."

Bibliotekernes lektørudtalelse indeholder denne vurdering: "Velskrevet biografisk roman, hvor forfatteren gør tiden med kætterbål, afladshandel og teologisk tumult nærværende og interessant."

Lars Poulsen - der har offentliggjort sin anmeldelse på sin blog bforbog.dk, saxo.com, bogrummet.dk og bibliotek.dk (og måske flere steder) - synes, at bogen er for faktamættet og opremsende, men skriver samtidig, at "når man interesserer sig lidt for emnet, er det slet ikke dårligt. Der er rigtig meget at blive klogere af."

På saxo.com har læseren Jan S. skrevet: "Meget spændende bog om et spændende liv. Sproget rammer så fint: det passer til tiden, hvor bogen foregår, men uden at føles gammeldags. Rigtig god skildring af både mennesker og idéer - også for en erklæret ateist."

I Præsteforeningens Blad (36/2017) skriver Jakob Brønnum: "Egil Hvid-OIsen har en varm og nærværende og uprætentiøs måde at genfortælle historie på ... Han opnår en samtidighed med begivenhederne, som er overraskende naturlig..."

Forlagets pressemeddelelse

Bogens kapitelvignet: Lutherrosen, der er tegnet af Michael Løhde Andersen.

Småfilm om Luther

Om Luthers kvindesyn

En kort video om Luthers syn på kvinder

Luther og Melanchthon

En kort film om Luther og hans nære ven

Luther og pavemagten

En kort video om Luther og hans forhold til pavemagten

Luther og jøderne

En kort video om Luther og hans problematiske syn på jøder

Tekstprøve

Her er bogens indledende kapitel:

Døden havde fulgt ham hele livet.
Da han kom til verden, lille og skrøbelig, var det ingen selvfølge, at han ville overleve. Det var det ikke for nogen nyfødt – hverken dengang eller nu. Lidt bedre blev det, da han kom gennem de første år, men nogen garanti var der ikke tale om. Altid stod døden på lur. Nu var han sengeliggende, og mens han betragtede de mørke møbler i sollysets dæmpede skær, tænkte han tilbage på alle de gange, døden havde vandret ved hans side.
Martin huskede flere pestangreb; både i sin ungdom og i årene, der fulgte. Under hans studietid i Erfurt var tre juraprofessorer i løbet af kort tid bukket under for sygdommen. Det fortaltes, at to af dem på deres dødsleje havde fortrudt deres valg af fag og karriere. Stillet ansigt til ansigt med døden ville de hellere have haft den sikkerhed for frelse, som munke og præster nød godt af.
Han rettede sig op i sengen og fnøs. Der var ingen sikkerhed i embedet! Det var alene et spørgsmål om tro, og troen var uafhængig af ens beskæftigelse. Nærede man tillid til, at Gud elskede én, sådan som en far elsker sit barn, ville man blive forenet med ham i døden og skænket et evigt liv. En præst, der ikke nærede denne tillid, var lige så ilde stedt, som en rakker, der leende gav sig Djævelen i vold. Nej, embedet stillede ingen garanti, selv om de romerske løgnere hårdnakket holdt fast i den gamle ide om, at præster og munke var tættere på Gud. Sandheden var, at den indbildning snarere holdt dem borte fra frelsen.
Tanken om fortabelsen sendte kolde ilinger gennem hans krop, så det føltes, som om hver lillebitte bestanddel af den sitrede. Der var ellers varmt nok i det værelse, byskriveren havde stillet til rådighed. Det knitrede hyggeligt fra kakkelovnen. Den trygge stemning blev forstærket af de høje, mørke vægpaneler, som fik rummet til at fremstå mindre, end det var, fordi de slugte en del af den i forvejen begrænsede mængde lys. Møblerne og det kraftige, grå plankegulv var ligeledes for matte til at reflektere skæret fra vinduerne. Når solens stråler trængte gennem de blyindfattede ruder, mistede lyset en del af sin styrke til det ujævne glas. Derfor benyttede Martin ofte olielampen, når han læste eller skrev.
Selv om han kunne lide tusmørkestemningen i det lune lokale, formåede Martin ikke at skubbe det kølige ubehag, som hans tanker havde vakt, fra sig. Først da han havde mumlet en af de korte takkesalmer fra Salmernes Bog, faldt han lidt til ro. Kort tid efter kunne han igen vende tilbage til erindringen om de gange, han havde været tæt på at slå følge med døden. I hans ungdom havde de ligget tæt; som perler på en rosenkrans.
Det var i den samme periode, hvor forskrækkelsen over pesten og professorernes deraf følgende død berørte ham, at han i endnu højere grad fik nærkontakt til manden med leen. Denne gang var det nemlig ham selv, der stod for skud. På vej hjem til sine forældre for at fejre påske påførte han sig en alvorlig blødning. Som studerende havde han lov til at bære kårde. Det gjorde han med stolthed, og netop stoltheden havde gjort ham uforsigtig. I ungdommelig leg havde han trukket våbenet, gjort et par udfald mod en imaginær fjende og sejrssikkert ladet kården glide ned i skeden. Det havde i hvert fald været hans hensigt. Men kårdens spids havde ikke ramt hylsterets åbning. Den førtes, uden at han havde nået at reagere, ind mod hans inderlår, hvor den havde perforeret den tynde hud og prikket hul i pulsåren, hvis indhold troløst greb muligheden for at forlade hans krop. I løbet af ganske få sekunder var hans bukser blevet gennemblødt af blodet, der passerede ud af såret i en kraftig, stødvis strøm.
Heldigvis fandt ulykken sted lige uden for barndomsbyen, så hans rejsekammerat hurtigt kunne skaffe hjælp. Alligevel føltes den tid, der gik, inden bartskæreren kom løbende, som timer. Mellemtiden brugte Martin på at anråbe Jomfru Maria om hjælp, mens han pressede sin hånd mod såret. Da hjælpen endelig dukkede op, gjorde det langt mere ondt i hånden end i låret. Snart var blødningen stoppet, og han blev båret hjem til forældrene, der blege og forskrækkede tog imod ham. Men forskrækkelsen var ikke ovre. Om natten brød såret op. Hans forældre vågnede ved sønnens højlydte tryglen om gudsmoderens hjælp. Snart efter dukkede bartskæreren op igen; denne gang i natskjorte. Patienten var ligbleg af blodtab og skræk, men han døde ikke.
Martin smilede. Noget godt var der da kommet ud af den dramatiske hændelse, for han havde brugt sit sygeleje til at lære at spille lut. Det var kommet ham til gode mange gange siden. Der var intet som musik, der kunne sende tunge tanker på flugt. Ja, selv Djævelen rendte bort, når man spillede og sang, for musikken skabte den glæde, som ondskabens majestæt foragtede så lidenskabeligt. Han søgte sorgen og forbitrelsen, men musikken var Guds gave, der vakte glæde og taknemmelighed. Var det tilmed salmer, man sang, blev Satans hastværk forøget. Kombinationen af musik og lovprisning af Gud var langt mere, end han, der fandt fornøjelse i ondskab og lidelse, kunne holde til. Det var bestemt ikke første gang, Martin konstaterede, at musikken, næst efter Guds ord, var det bedste i hele verden. Han fik helt lyst til at spille en lille melodi, men følte sig for svag til at hente lutten. Derfor vendte hans tanker igen tilbage til de gange, døden havde pustet ham i nakken.
En anden gang under sin studietid havde Martin atter været på besøg hos sine forældre. På vej tilbage til universitetet i Erfurt var han blev overrasket af et forfærdeligt uvejr. Han var netop passeret gennem den lille landsby Stotternheim og befandt sig på vejen blandt de åbne marker, da himlen pludselig viste sig fuld af fjendtlighed. Kiler af lyn fór ned og efterlod sig en ubestemmelig, skarp lugt, mens tordenen buldrede højere end noget andet, han kendte til. Han frygtede, at det var den himmelske herskers rasende røst. De hurtige lysglimt truede med at sende deres dødelige ladning af kraft og ild igennem hans krop, og han forstod, at der var bud efter ham. I dødsangst kastede han sig til jorden og bad til Sankt Anna, den hellige jomfrus mor. Hvis hun lod ham overleve, lovede han at gå i kloster.
Derefter var årene gået. Han havde haft sine kampe med Djævelen, og frygten for død og fortabelse havde ligget latent i hans bevidsthed, men han var dog både kommet ind i klosteret og mere eller mindre ud igen, inden døden atter for alvor viste sit grinende kraniefjæs. Siden da havde den holdt sig ved hans side, for efter at han var blevet dømt fredløs, kunne hvem som helst slå ham ihjel uden at blive straffet for det. Han var kun med nød og næppe sluppet fra rigsdagen i Worms og havde siden hen passet på ikke at befinde sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Alligevel var han ikke sluppet for at mene sig døden nær.
For ni år siden, i forbindelse med nogle forhandlinger i Schmalkalden, havde et særlig alvorligt angreb af nyresten forvisset ham om, at livet var ved at ebbe ud. Det skyldtes nok, at han havde drukket dårlig vin, mente han, men den sædvanlige kur med lavementer havde intet hjulpet; tværtimod havde den efterfølgende diarré svækket ham yderligere. Det havde været nogle forfærdelige dage, men lidt efter lidt havde han dog fået det så godt, at man turde lade ham rejse hjem til Wittenberg. Han huskede stadig, at han havde sagt farvel til sine venner med ordene: – Herren fylde jer med sin velsignelse og had til paven! Til alles forbløffelse var han kommet sig undervejs, fordi stødene fra vejen havde løsnet nyrestenene. Selv om han ofte nok havde klaget over, at han fik ondt i røven, ryggen og hovedet af at køre med de hestetrukne vogne, hvor enhver ujævnhed blev ført direkte op til passagerernes sæder, havde han dengang erkendt, at der alligevel var noget godt ved at måtte tage imod de mange stød. Skønt han havde været overbevist om det, havde det altså endnu ikke været Guds vilje at kalde ham til sig. Om det samme var tilfældet nu, hvor han lå svækket og bekymret i en fremmed seng, var han langt fra sikker på.
Denne gang var det noget andet, der havde ramt ham. Han og hans følge havde været på vej til Eisleben, hvor han skulle mægle i en konflikt, der var opstået mellem greverne af Mansfeld. Fordi Eisleben var hans fødeby, Mansfeld hans barndomsby og en del af hans familie, der boede i området, var kommet i klemme i konflikten, følte han en familiær forpligtelse i sagen. De grevelige brødre, Albrecht og Gerhard, hvis nære slægtskab bestemt ikke forhindrede deres uvenskab, udgjorde en af de største udfordringer i sagen. Selv om han ikke kunne nægte, at hans tidligere besøg i forbindelse med kontroverserne havde medført en vis fremgang, trak forhandlingerne ud. Et egentligt gennembrud lod vente på sig. Det irriterede ham, at det ikke havde været nok med hans indsats først i oktober og siden hen over julen.
Det gavnede ikke sagen, at hele rejseselskabet var blevet forsinket, da Martin skulle til Eisleben denne tredje gang. Floden Saale var gået over sine bredder, hvilket umuliggjorde en overfart. Selv om han havde brugt ventetiden på at prædike mod relikviedyrkelse i Halle, der tidligere havde indeholdt en kolossal samling af disse påstået hellige genstande, havde det kolde januarvejr gjort sit til at dæmpe humøret. Endnu værre blev det, da han kort inden ankomsten til Eisleben fik ondt i brystet og blev voldsomt svimmel. Han var helt stakåndet, selv om han ikke bevægede sig det mindste. Også tidligere havde han haft problemer med hjertet, men denne gang var det ikke sikkert, at han slap fra det med livet i behold, selv om han efter ankomsten havde skrevet et beroligende brev hjem til Käthe. Han forsikrede hende drillende om, at det allerede gik bedre, omend han måtte indrømme, at han ikke blev fristet af byens mange smukke kvinder.
Sandheden var, at han ikke magtede at deltage særligt meget i forhandlingerne. De fandt ganske vist kun sted hver anden eller tredje dag, men indtil videre var han taget tilbage til sit logi efter en times tid eller halvanden. En stor del af de øvrige stunder tilbragte han i en fremmed seng i denne by, som han, hvis han skulle være helt ærlig over for sig selv, også følte sig fremmed over for, selv om det var den, der i sin tid havde dannet ramme for både hans fødsel og dåb. Hans sønner, som var med på rejsen, havde han sendt videre til Mansfeld, så de også kunne hilse på familiemedlemmerne dér.
Heldigvis havde han nogle af sine gode venner omkring sig; både sin sekretær Johannes Aurifaber og sin tjener Rudtfeldt. Også juristen og teologen Justus Jonas, der i årevis havde stået ved hans side i kampen for evangeliet, befandt sig i hans nærhed. Dertil kom hans værtsfolk, byskriveren Johann Albrecht og dennes frue, der tog sig omsorgsfuldt af ham. Alligevel kunne han ikke nægte over for sig selv, at han savnede sine allernærmeste venner og medkæmpere, Johann Bugenhagen og Philipp Melanchthon. Han savnede også gamle Cranach. Først og fremmest savnede han dog sin stædige, men trofaste hustru. Om han atter skulle se hende og vennerne var mere usikkert nu end nogensinde før, fornemmede han. Han var da også af den overbevisning, at han med sine omtrent 63 år var ældgammel. Det var derfor, han forleden dag havde betroet sine venner, at han, hvis han nåede tilbage til Wittenberg, ville lægge sig i en kiste og give maddikerne en fed doktor at æde. Men nu måtte han se, om han overhovedet nåede så vidt, eller om hans liv ville finde sin afslutning, mens han befandt sig her i Eisleben. Sikkert var det dog, at døden havde været hans trofaste følgesvend og også stod ved hans side nu. Ofte havde den syntes mere trofast end Gud.

 

Reformationsfortælling: "En spytklat i pavens ansigt"

Nedenstående fortælling læste jeg højt i Ribe Domkirke d. 14. oktober 2017 i forbindelse med den fire dage lange reformationsfejring "Folkemøde i Ribe".

En spytklat i pavens ansigt

Casper var vågnet tidligt. Normalt havde han svært ved at få øjne, særligt på denne tid af året, hvor også solen fik større og større besvær med at stå op, men i dag havde han ligget i alkovens mørke med en vished om, at søvnen ikke ville indfinde sig igen. Decemberblæsten var i nattens løb trængt gennem de tynde vinduer. Den havde medbragt en kulde, der gjorde det umuligt at fortrænge bevidstheden om vinterens tilstedeværelse.

Den ophidsede sikkerhed, der aftenen før havde fyldt Casper og de andre studerende fra Leucorea, var erstattet af en eftertænksom frygt for, at man var på vej ud i noget, der kunne have alt for voldsomme konsekvenser.

I konkurrence med de øvrige tilstedeværende af wittenberguniversitetets ungdom havde Casper fuldendt den i forvejen oppiskede stemning ved at råbe de mest nedsættende betegnelser for pavekirkens fremmeste repræsentanter. Mere eller mindre rammende ord som ”djævlepak”, ”Antikrists landsknægte”, ”afladskræmmere”, ”fattiges forarmer”, ”luksustilbedere”, ”gudsfornægtere”, ”evangelieforvanskere”, ”fortabelsesforkyndere” og ”troskvaksalvere” var føget hen over ølkrusene. De unge mænd havde følt sig usårlige, overbeviste om, at de var udset til at føre doktor Luthers nye kristendomsforståelse ud i livet.

Nå ja, nogen ny forståelse er der jo ikke tale om, rettede Casper sig selv. Luther vender blot tilbage til den forkyndelse, pavemagten har undertrykt i århundreder i forsøget på at gøre selve kirkeinstitutionen til en guddom. Vi vil vende tilbage til oldkirkens sande kristendom.

Casper havde taget konsekvensen af sin irriterende vågne tilstand og var hurtigt stået op. Han havde brugt dagens første timer på at spise lidt morgengrød, selvom hans appetit slet ikke var, som den plejede at være. Derefter havde han sat sig for at læse lidt, men forsøget var forgæves. Frustreret var han vandret rundt i byen i håbet om at finde en anden at tale med om den planlagte aktion. Også det havde været omsonst. Timerne havde sneglet sig afsted, så han havde allerede ventet længe i universitetets gård, hvor han endelig havde kunnet tale lidt med nogle af de andre studerende, inden Luther og Melanchthon kom ud af Leucoreas hovedindgang. Efter de to kendte mænd, fulgte en række af deres kolleger samt en flok studerende. Luther selv bar på den bulle, der truede ham med bandlysning og evig fortabelse, hvis han ikke tilbagekaldte alt, hvad han havde sagt og skrevet imod kirkens praksis. De andre bar på forskellige bøger.

- Stop!

Universitetsbibliotekaren kom løbende inde fra hovedbygningen, trængte sig gennem den lille forsamling og lod sit blik glide op og ned af de små bogstabler, der hvilede i hænderne på medlemmerne af den lille flok.

- Den dér …. og … den dér får I ikke lov til at tage med, fastslog bibliotekaren, mens han hev de to bøger ud af de bunker, de lå i. Ingen gjorde modstand, men rettede deres øjne mod Luther.

Den kendte mand gik over til bibliotekaren, der beredvilligt viste ham bøgernes titelblade. Bibliotekaren havde et beslutsomt udtryk i ansigtet, parat til at tage en diskussion med den lærde teolog. Det blev dog ikke nødvendigt.

- Men, kære ven, lo Luther. – Hvorfor er du så knyttet til Thomas Aquinas? Hans teologi udgør jo en af støttepillerne for pavemagtens misbrug.

- Lad det være mig tilladt at rette din formodning, svarede bibliotekaren en smule fornærmet. – Jeg er ikke knyttet til Thomas Aquinas. Hvordan skulle jeg være det, når jeg bakker op om den kristendomsforståelse, du har givet os indblik i?

Luther så på bibliotekaren med et spørgende ansigtsudtryk.

- Hvis I fjerner al den litteratur, vi gør op med, fra biblioteket, afskærer I de kommende studerende fra at blive kloge på, hvad der gør vores sag så nødvendig.

Doktoren stod et øjeblik og tænkte sig om. Så førte han bullen over fra højre til venstre hånd og gav bibliotekaren et klap på skulderen.

- Godt tænkt! Ikke nok med at du kan katalogisere og registrere. Du har også sans for, hvordan kundskab erhverves bedst muligt. Jeg takker dig for din snarrådige indgriben. Er det forsvarligt, at vi tager de øvrige bøger med os?

Bibliotekaren gik hurtigt en runde mere.

- For en mand som mig gør det altid ondt at skulle tage afsked med bøger, men noget andet argument har jeg ikke for at beholde dem.

- Det er desværre ikke tilstrækkeligt, konstaterede Luther med et beklagende smil. – Men jeg kan dog love dig, at du snart vil få nogle nye skrifter at fylde på hylderne. Der er en lang række emner, jeg planlægger at skrive om.

- Hvis du gør det med den sædvanlige hastighed, er det lige før, jeg må bede jer om at tage nogle flere bøger med, så der kan blive plads til de nye, svarede bibliotekaren og lo, vendte sig om og gik ind igen med de to bøger under armen.

 

Caspers humør var blevet lidt bedre af at se den kombination af venlighed og viljefasthed, der lyste ud af Luther. Han vidste, at manden ind imellem kunne hidse sig gevaldigt op, så det klogeste var at forføje sig, indtil raseriet havde fortaget sig, men i dag udstrålede doktorens humør et overskud, der afslørede, at han grundigt havde gennemtænkt det, han snart ville udføre.

Ude på gaden drejede Casper med den lille flok mod øst. På afstand fulgte en forsamling af byens borgere efter. De havde læst opslaget om, hvad der skulle ske, og ville ikke gå glip af begivenheden, selvom de fandt det mest fornuftigt at bevidne den på sikker afstand. Det var aldrig til at vide, om ham Luther gik for vidt. Indtil videre havde han overtrådt mange grænser og sluppet godt fra det, men man kunne frygte, at overmodet på et tidspunkt ville føre ham så langt, at fælden klappede. Måske var det netop i dag, at den sidste, skæbnesvangre grænse ville blive overskredet og medføre kraftige repressalier fra pavens side. Det, Luther havde planer om at gøre, kunne i hvert fald ikke forstås som andet end en provokation. Tilmed en af de store.

Det var, som om Casper helt fysisk blev trukket lidt tilbage fra flokken af universitetsfolk. Snart befandt han sig mellem dem og forsamlingen af byens borgere. Luthers sikkerhed smittede ikke længere af på ham, og tvivlen på, at det var en forsvarlig handling, doktoren havde i sinde at udføre, begyndte at nage igen.

Nu var Luther og hans følge nået til byporten. Få meter udenfor lå rakkerkulen. Casper havde mest lyst til at blive stående i porten, men en af hans venner vinkede ham over til sig. Modstræbende gik han derover.

-  Nu sker det!, hviskede vennen. – Dette øjeblik vil gå over i historien!

Casper smilede forsigtigt og tænkte, at det sandelig kom an på konsekvenserne. Slog paven hårdt og blodigt ned på dem, der nu stod ved rakkerkulen, ville den nært forestående handling blot blive en lille, ubetydelig parentes i det store hele.

To af de andre studerende spildte ikke tiden. De havde i forvejen klargjort det hele ved at skubbe et halvfrossent ådsel til side med et par kæppe og anlægge et bål. Som om de var bevidste om, at dette tidspunkt skulle være så kort som muligt, så ingen kunne nå at få skrupler, antændte de hurtigt brændet. Det var så tørt, at flammerne snart smøg sig kælent mellem træstykkerne, som de først kyssede sorte og siden glødende.

 

Casper var lige begyndt på sit studie for tre år siden, da Luther havde offentliggjort sine 95 teser mod afladshandlen. Han var blevet grebet af den samme rus, som de fleste andre. Doktoren havde blot ønsket en traditionel universitetsdebat om et emne, der trængte til eftersyn. Derfor havde han ladet universitetets pedel gøre, som han plejede, når der skulle indkaldes til en akademisk drøftelse. Pedellen havde hængt teserne op på slotskirkedøren, så interesserede kunne se, hvad den kommende debat handlede om. Imidlertid satte tesernes indhold skub i en udvikling, ingen havde kunnet forudse. Det lille skrift blev kopieret, trykt og læst af en ukendt mængde mennesker, og snart var intensionen om en akademisk disput blevet overhalet af en intens, folkelig begejstring. Pludselig var munken og universitetsmanden fra Wittenberg på alles læber. Det, der skulle have været en lærd debat, var som ved et trylleslag blevet til en iøjnefaldende folkelig protest, som kirkens repræsentanter ikke kunne ignorere.

Johann Tetzel, der havde solgt afladsbreve tæt nok på Sachsen til, at Luther blev orienteret om hans metoder, udgjorde den direkte årsag til doktorens teser. Imidlertid var Tetzel en bedre sælger end teolog. Derfor fik han hjælp til at skrive nogle modteser, der skulle forsvare afladshandlen. Da forsvarsskriftet nåede til Wittenberg et lille halvt års tid efter Luthers teseopslag, var Casper ikke sen til at blande sig med de andre studerende, der hurtigt antændte et bål og brændte 800 eksemplarer af.

Kort efter havde Luther sammenkaldt alle, der havde deres gang på Leucorea og skældt dem, der havde brændt Tetzels teser, ud.

- Det kan ikke nytte, at I, der gerne vil fremstå som fornuftige mennesker, griber til noget så primitivt som destruktion af modstanderens skrifter. Ikke fordi Tetzels teser er bedre egnet til andet end at tørre røv med, men fordi det lukker for debatten. At afbrænde skrifter er en oprørsk handling, og tro mig, oprør er ikke, hvad vi ønsker. Hverken I eller jeg. Til gengæld kan et oprør være belejligt for en modstander, fordi det giver ham en undskyldning for at slå hårdt ned på sine opponenter.

Luther havde holdt en kort pause, så tilhørerne kunne lade hans ord bundfælde sig.

- Derfor vil jeg på det bestemteste anmode jer om, at I fremover vælger en civiliseret og sober reaktion, der er både jer selv og hele sagen værdig.

Casper huskede, hvor flov han havde været, da han forlod auditoriet.

 

- En lov, der er bygget på løgn, er ikke værd at bevare.

Ordene rev Casper ud af erindringen. Den talende var en af de yngste undervisere på universitetet. Han holdt nogle bind af kirkens kanoniske ret fast under sin venstre arm. I sin højre hånd havde han et opslået eksemplar af den samme bog. Han gik et par skridt frem og kastede den i flammerne.

Der gik lidt tid, hvor de forsamlede stirrede ind i bålet, mens side efter side blev til aske. Hele det lovkompleks, pavemagten havde opbygget gennem århundreder, forsvandt på forbløffende kort tid. Da bindene ikke var til at skelne fra brændet, var det, som om en stor, næsten hypnotisk fælles vilje greb dem, der bar på bøger, og førte dem hen mod bålet, så de kunne kaste deres last i flammerne. Som et sultens rovdyr slugte bålet begærligt de nye ofre, så alle måtte træde et skridt tilbage fra den stærke varme.

Da flammerne igen var aftaget, gik Luther frem. Han løftede sin hånd med bandtrusselsbullen, krøllede den demonstrativt sammen og smed den på bålet, mens han råbte: - Eftersom du har fordærvet Guds sandhed, fordærver Herren dig i dag!

Casper fulgte bullens vej fra Luthers hånd og ned i ilden. Varmen og flammernes hypnotiserende bevægelser gjorde hans blik sløret.

Egentlig sært, tænke han, at doktoren, der for tre år siden skældte os ud for at brænde Tetzels teser af, nu selv afbrænder en trusselsbulle fra selveste paven. Dengang ville han undgå oprør. Nu igangsætter han det selv. Han spytter paven i fjæset. Jeg håber, han i højere grad ved, hvad han gør, end vi gjorde dengang.

En rystelse gled gennem Casper. Han vidste ikke, om det skyldtes den forvirring og usikkerhed, situationen vakte i ham, eller om det blot var en følge af forskellen mellem varmen i hans ansigt og kulden, der bed ham i ryggen. Uafhængigt af grunden blev ubehaget forstærket af den forestilling, flammerne førte med sig. En endnu nogenlunde uskadt bogryg tog for Caspers blik form af en sko.

Han gispede. Det så ud, som om der var en fod i skoen. Selvom Casper et sted i sin bevidsthed var klar over, at det var hans fantasi, der spillede ham et puds, og skønt han stadig vidste, at han stod ved Elstertor blandt sine venner, bekendte og lærere, gav han efter for sin indbildningskraft og lod blikket glide fra skoen, op ad benet, der snart blev dækket af et mørkt stykke stof, som ilden allerede var begyndt at æde af. Endnu inden hans blik nåede den kætterdømtes ansigt, vidste han, at det var Luther, der stod bundet midt i bålet. Doktoren var svær at genkende, sådan som han vred sig i smerte, mens han skreg en gammeltestamentlig klagesalme, der snart blev afbrudt af en kraftig hoste.

Casper rystede det skrækkelige syn af sig og så på Luther, der måtte være kommet til at trække røg ned i lungerne, for han stod foroverbøjet, rød i ansigtet, og hostede med tårer i øjnene. Melanchthon klappede ham forsigtigt på ryggen.

Casper smilede lettet med bortvendt ansigt, så Luther ikke skulle tro, at hans tilstand morede ham.

Doktoren er sluppet let indtil videre, tænkte han. Gud give, at det må fortsætte sådan.

Han løftede blikket og så på de andre. Den selvsikkerhed, der havde lyst ud af flokken, mens man stadig havde noget at kaste på bålet, var blegnet. Enkelte så mindst lige så bekymrede ud, som Casper følte sig; som om det først nu gik op for dem, hvad det var, de havde deltaget i. Måske havde Luthers hosteanfald mindet dem om, at han også kun var et menneske. Hvad ville der ske, hvis han blev taget til fange og dømt til døden? Eller hvis han pludselig blev syg og døde? Det skete jo for så mange. Hvordan ville det stille alle dem, der havde bakket ham op? Ville de kunne fortsætte i hans spor? Ville den sprænglærde Melanchthon have modet til at videreføre Luthers linje? Det var svært at forestille sig så megen styrke i så lille en krop. Nok var den lille græker – som han blev kaldt af Luther og andre nære venner – en af de allerstørste akademiske hjerner, det tyske rige havde fostret, men det gjorde ham jo ikke til en teologisk frihedskæmper som Luther. Ville man ikke lynhurtigt blive tvunget til at rette ind efter moderkirkens regler, hvis den teologiske oprørsleder blev sat ud af spillet? Og ville paven vise Luthers tilhængere nåde, eller lade en lang række kætterbål fortære de ulykkelige?

Caspers frygt blev større, da han kom til at tænke på den unge, nyvalgte kejser, Karl V, der gik for at være en varm fortaler for den gamle tro. Hvordan kunne han finde på at reagere? Ville han slå hårdt ned på de af hans undersåtter, der ikke delte hans egen tro? Ville Wittenberg blive lagt øde af lejesoldater, fordi kejseren ønskede at stoppe det, han anså for at være et kættersk uvæsen?

Luther havde fået vejret igen. Han rømmede sig, inden han begyndte at tale.

- Kære venner! Så er det gjort! Selvom ingen af os ved, hvilke konsekvenser vores lille demonstration vil få, så lad den ikke gå upåagtet hen. Fortæl vidt og bredt, hvad vi har gjort, så folk kan høre, at vi ikke lader os skræmme bort fra det sande evangelium, blot fordi paven truer med at smide mig ud af kirken. Vi har vist, at det er ham og hans magtliderlige røvslikkere, der bør smides ud, fordi de har fordærvet Guds hellige budskab! Selv vil jeg skynde mig at forfatte et skrift, hvis titel jeg allerede har bestemt: ”Hvorfor pavens og hans disciples bøger er blevet afbrændt af Dr. Martin Luther”. Mere præcist kan skriftets indhold vist ikke beskrives.

Der lød en spredt, forsigtig latter, inden Luther afsluttede sin korte tale.

- Nå, nu skal det gøre godt med en tår øl. Læg bekymringerne fra jer og følg med mig hjem i klosteret. Fra nu af må vi lægge vores sag i Guds hænder.

- Amen, hviskede Casper og fulgte de andre, som vendte ryggen til rakkerkulen og gik ind i byen. – Det er nu engang i Guds hænder, at sagen ligger bedst.