Den trofaste følgesvend - en biografisk roman om Martin Luther

Martin Luther er manden, der - mere eller mindre tilfældigt - kom til at stå i spidsen for den reformation, der i 1500-tallet splittede den romersk-katolske kirke i flere dele. Siden da har den evangelisk-lutherske kirke udgjort en uafhængig kristen kirke. Luther reagerede på det magtmisbrug, paven og kurien brugte til at øge deres egen materielle velstand. Men først og fremmest reagerede han på den romersk-katolske teologi, der i de forrige århundreder havde bevæget sig langt bort fra Bibelen.

Luthers opgør med pavemagten fik voldsomme konsekvenser for ham. Han blev band- og fredlyst af henholdsvis paven og kejseren, hvilket gjorde ham til jaget vildt alle andre steder end i sin kurfyrstes områder. Men samtidig blev han lynhurtigt den tids svar på nutidens mediestjerne. Luthers kritik gav genklang i en sådan grad, at det kom bag på alt og alle - ikke mindst på Luther selv. På baggrund af disse forhold nytænkte han hele den kirkelige teologi, hvilket også bredte sig over datidens samfundssyn. På den måde fik Luther kolossal indvirkning på, hvordan de efterfølgende generationer tænkte. Selv i dag har Luthers tanker stor betydning for det samfund, vi lever i.

Da 500 året for reformationens påbegyndelse fejres i 2017, har jeg besluttet mig for at skrive en biografisk roman om Luther. Hensigten er at servere en nogenlunde let læselig beskrivelse af de hændelser og tanker, der fik hele det daværende Europa til at ryste i sin grundvold, fordi en enkelt munk kritiserede den eksisterende religiøse praksis og straks fik folkelig opbakning. Bogen udkommer officielt d. 15. juni, men kan allerede nu bestilles hos mig (eho@km.dk). Bogens pris er 300 kr.

En kort video om "Den trofaste følgesvend"

En ultrakort introduktion til "Den trofaste følgesvend".

En lidt længere video om "Den trofaste følgesvend"

Her fortæller jeg i tre minutter om Martin Luther og om "Den trofaste følgesvend".

Anmeldelser og udtalelser

Kristeligt Dagblads anmelder skrev blandt andet (19.6.2017): Egil Hvid-Olsen "har den fortrolighed med stoffet, der sætter ham i stand til at formidle det med overblik og klarhed."

Bibliotekernes lektørudtalelse indeholder denne vurdering: "Velskrevet biografisk roman, hvor forfatteren gør tiden med kætterbål, afladshandel og teologisk tumult nærværende og interessant."

Lars Poulsen - der har offentliggjort sin anmeldelse på sin blog bforbog.dk, saxo.com, bogrummet.dk og bibliotek.dk (og måske flere steder) - synes, at bogen er for faktamættet og opremsende, men skriver samtidig, at "når man interesserer sig lidt for emnet, er det slet ikke dårligt. Der er rigtig meget at blive klogere af."

På saxo.com har læseren Jan S. skrevet: "Meget spændende bog om et spændende liv. Sproget rammer så fint: det passer til tiden, hvor bogen foregår, men uden at føles gammeldags. Rigtig god skildring af både mennesker og idéer - også for en erklæret ateist."

Forlagets pressemeddelelse

Bogens kapitelvignet: Lutherrosen, der er tegnet af Michael Løhde Andersen.

Småfilm om Luther

Om Luthers kvindesyn

En kort video om Luthers syn på kvinder

Luther og Melanchthon

En kort film om Luther og hans nære ven

Luther og pavemagten

En kort video om Luther og hans forhold til pavemagten

Luther og jøderne

En kort video om Luther og hans problematiske syn på jøder

Tekstprøve

Her er bogens indledende kapitel:

Døden havde fulgt ham hele livet.
Da han kom til verden, lille og skrøbelig, var det ingen selvfølge, at han ville overleve. Det var det ikke for nogen nyfødt – hverken dengang eller nu. Lidt bedre blev det, da han kom gennem de første år, men nogen garanti var der ikke tale om. Altid stod døden på lur. Nu var han sengeliggende, og mens han betragtede de mørke møbler i sollysets dæmpede skær, tænkte han tilbage på alle de gange, døden havde vandret ved hans side.
Martin huskede flere pestangreb; både i sin ungdom og i årene, der fulgte. Under hans studietid i Erfurt var tre juraprofessorer i løbet af kort tid bukket under for sygdommen. Det fortaltes, at to af dem på deres dødsleje havde fortrudt deres valg af fag og karriere. Stillet ansigt til ansigt med døden ville de hellere have haft den sikkerhed for frelse, som munke og præster nød godt af.
Han rettede sig op i sengen og fnøs. Der var ingen sikkerhed i embedet! Det var alene et spørgsmål om tro, og troen var uafhængig af ens beskæftigelse. Nærede man tillid til, at Gud elskede én, sådan som en far elsker sit barn, ville man blive forenet med ham i døden og skænket et evigt liv. En præst, der ikke nærede denne tillid, var lige så ilde stedt, som en rakker, der leende gav sig Djævelen i vold. Nej, embedet stillede ingen garanti, selv om de romerske løgnere hårdnakket holdt fast i den gamle ide om, at præster og munke var tættere på Gud. Sandheden var, at den indbildning snarere holdt dem borte fra frelsen.
Tanken om fortabelsen sendte kolde ilinger gennem hans krop, så det føltes, som om hver lillebitte bestanddel af den sitrede. Der var ellers varmt nok i det værelse, byskriveren havde stillet til rådighed. Det knitrede hyggeligt fra kakkelovnen. Den trygge stemning blev forstærket af de høje, mørke vægpaneler, som fik rummet til at fremstå mindre, end det var, fordi de slugte en del af den i forvejen begrænsede mængde lys. Møblerne og det kraftige, grå plankegulv var ligeledes for matte til at reflektere skæret fra vinduerne. Når solens stråler trængte gennem de blyindfattede ruder, mistede lyset en del af sin styrke til det ujævne glas. Derfor benyttede Martin ofte olielampen, når han læste eller skrev.
Selv om han kunne lide tusmørkestemningen i det lune lokale, formåede Martin ikke at skubbe det kølige ubehag, som hans tanker havde vakt, fra sig. Først da han havde mumlet en af de korte takkesalmer fra Salmernes Bog, faldt han lidt til ro. Kort tid efter kunne han igen vende tilbage til erindringen om de gange, han havde været tæt på at slå følge med døden. I hans ungdom havde de ligget tæt; som perler på en rosenkrans.
Det var i den samme periode, hvor forskrækkelsen over pesten og professorernes deraf følgende død berørte ham, at han i endnu højere grad fik nærkontakt til manden med leen. Denne gang var det nemlig ham selv, der stod for skud. På vej hjem til sine forældre for at fejre påske påførte han sig en alvorlig blødning. Som studerende havde han lov til at bære kårde. Det gjorde han med stolthed, og netop stoltheden havde gjort ham uforsigtig. I ungdommelig leg havde han trukket våbenet, gjort et par udfald mod en imaginær fjende og sejrssikkert ladet kården glide ned i skeden. Det havde i hvert fald været hans hensigt. Men kårdens spids havde ikke ramt hylsterets åbning. Den førtes, uden at han havde nået at reagere, ind mod hans inderlår, hvor den havde perforeret den tynde hud og prikket hul i pulsåren, hvis indhold troløst greb muligheden for at forlade hans krop. I løbet af ganske få sekunder var hans bukser blevet gennemblødt af blodet, der passerede ud af såret i en kraftig, stødvis strøm.
Heldigvis fandt ulykken sted lige uden for barndomsbyen, så hans rejsekammerat hurtigt kunne skaffe hjælp. Alligevel føltes den tid, der gik, inden bartskæreren kom løbende, som timer. Mellemtiden brugte Martin på at anråbe Jomfru Maria om hjælp, mens han pressede sin hånd mod såret. Da hjælpen endelig dukkede op, gjorde det langt mere ondt i hånden end i låret. Snart var blødningen stoppet, og han blev båret hjem til forældrene, der blege og forskrækkede tog imod ham. Men forskrækkelsen var ikke ovre. Om natten brød såret op. Hans forældre vågnede ved sønnens højlydte tryglen om gudsmoderens hjælp. Snart efter dukkede bartskæreren op igen; denne gang i natskjorte. Patienten var ligbleg af blodtab og skræk, men han døde ikke.
Martin smilede. Noget godt var der da kommet ud af den dramatiske hændelse, for han havde brugt sit sygeleje til at lære at spille lut. Det var kommet ham til gode mange gange siden. Der var intet som musik, der kunne sende tunge tanker på flugt. Ja, selv Djævelen rendte bort, når man spillede og sang, for musikken skabte den glæde, som ondskabens majestæt foragtede så lidenskabeligt. Han søgte sorgen og forbitrelsen, men musikken var Guds gave, der vakte glæde og taknemmelighed. Var det tilmed salmer, man sang, blev Satans hastværk forøget. Kombinationen af musik og lovprisning af Gud var langt mere, end han, der fandt fornøjelse i ondskab og lidelse, kunne holde til. Det var bestemt ikke første gang, Martin konstaterede, at musikken, næst efter Guds ord, var det bedste i hele verden. Han fik helt lyst til at spille en lille melodi, men følte sig for svag til at hente lutten. Derfor vendte hans tanker igen tilbage til de gange, døden havde pustet ham i nakken.
En anden gang under sin studietid havde Martin atter været på besøg hos sine forældre. På vej tilbage til universitetet i Erfurt var han blev overrasket af et forfærdeligt uvejr. Han var netop passeret gennem den lille landsby Stotternheim og befandt sig på vejen blandt de åbne marker, da himlen pludselig viste sig fuld af fjendtlighed. Kiler af lyn fór ned og efterlod sig en ubestemmelig, skarp lugt, mens tordenen buldrede højere end noget andet, han kendte til. Han frygtede, at det var den himmelske herskers rasende røst. De hurtige lysglimt truede med at sende deres dødelige ladning af kraft og ild igennem hans krop, og han forstod, at der var bud efter ham. I dødsangst kastede han sig til jorden og bad til Sankt Anna, den hellige jomfrus mor. Hvis hun lod ham overleve, lovede han at gå i kloster.
Derefter var årene gået. Han havde haft sine kampe med Djævelen, og frygten for død og fortabelse havde ligget latent i hans bevidsthed, men han var dog både kommet ind i klosteret og mere eller mindre ud igen, inden døden atter for alvor viste sit grinende kraniefjæs. Siden da havde den holdt sig ved hans side, for efter at han var blevet dømt fredløs, kunne hvem som helst slå ham ihjel uden at blive straffet for det. Han var kun med nød og næppe sluppet fra rigsdagen i Worms og havde siden hen passet på ikke at befinde sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Alligevel var han ikke sluppet for at mene sig døden nær.
For ni år siden, i forbindelse med nogle forhandlinger i Schmalkalden, havde et særlig alvorligt angreb af nyresten forvisset ham om, at livet var ved at ebbe ud. Det skyldtes nok, at han havde drukket dårlig vin, mente han, men den sædvanlige kur med lavementer havde intet hjulpet; tværtimod havde den efterfølgende diarré svækket ham yderligere. Det havde været nogle forfærdelige dage, men lidt efter lidt havde han dog fået det så godt, at man turde lade ham rejse hjem til Wittenberg. Han huskede stadig, at han havde sagt farvel til sine venner med ordene: – Herren fylde jer med sin velsignelse og had til paven! Til alles forbløffelse var han kommet sig undervejs, fordi stødene fra vejen havde løsnet nyrestenene. Selv om han ofte nok havde klaget over, at han fik ondt i røven, ryggen og hovedet af at køre med de hestetrukne vogne, hvor enhver ujævnhed blev ført direkte op til passagerernes sæder, havde han dengang erkendt, at der alligevel var noget godt ved at måtte tage imod de mange stød. Skønt han havde været overbevist om det, havde det altså endnu ikke været Guds vilje at kalde ham til sig. Om det samme var tilfældet nu, hvor han lå svækket og bekymret i en fremmed seng, var han langt fra sikker på.
Denne gang var det noget andet, der havde ramt ham. Han og hans følge havde været på vej til Eisleben, hvor han skulle mægle i en konflikt, der var opstået mellem greverne af Mansfeld. Fordi Eisleben var hans fødeby, Mansfeld hans barndomsby og en del af hans familie, der boede i området, var kommet i klemme i konflikten, følte han en familiær forpligtelse i sagen. De grevelige brødre, Albrecht og Gerhard, hvis nære slægtskab bestemt ikke forhindrede deres uvenskab, udgjorde en af de største udfordringer i sagen. Selv om han ikke kunne nægte, at hans tidligere besøg i forbindelse med kontroverserne havde medført en vis fremgang, trak forhandlingerne ud. Et egentligt gennembrud lod vente på sig. Det irriterede ham, at det ikke havde været nok med hans indsats først i oktober og siden hen over julen.
Det gavnede ikke sagen, at hele rejseselskabet var blevet forsinket, da Martin skulle til Eisleben denne tredje gang. Floden Saale var gået over sine bredder, hvilket umuliggjorde en overfart. Selv om han havde brugt ventetiden på at prædike mod relikviedyrkelse i Halle, der tidligere havde indeholdt en kolossal samling af disse påstået hellige genstande, havde det kolde januarvejr gjort sit til at dæmpe humøret. Endnu værre blev det, da han kort inden ankomsten til Eisleben fik ondt i brystet og blev voldsomt svimmel. Han var helt stakåndet, selv om han ikke bevægede sig det mindste. Også tidligere havde han haft problemer med hjertet, men denne gang var det ikke sikkert, at han slap fra det med livet i behold, selv om han efter ankomsten havde skrevet et beroligende brev hjem til Käthe. Han forsikrede hende drillende om, at det allerede gik bedre, omend han måtte indrømme, at han ikke blev fristet af byens mange smukke kvinder.
Sandheden var, at han ikke magtede at deltage særligt meget i forhandlingerne. De fandt ganske vist kun sted hver anden eller tredje dag, men indtil videre var han taget tilbage til sit logi efter en times tid eller halvanden. En stor del af de øvrige stunder tilbragte han i en fremmed seng i denne by, som han, hvis han skulle være helt ærlig over for sig selv, også følte sig fremmed over for, selv om det var den, der i sin tid havde dannet ramme for både hans fødsel og dåb. Hans sønner, som var med på rejsen, havde han sendt videre til Mansfeld, så de også kunne hilse på familiemedlemmerne dér.
Heldigvis havde han nogle af sine gode venner omkring sig; både sin sekretær Johannes Aurifaber og sin tjener Rudtfeldt. Også juristen og teologen Justus Jonas, der i årevis havde stået ved hans side i kampen for evangeliet, befandt sig i hans nærhed. Dertil kom hans værtsfolk, byskriveren Johann Albrecht og dennes frue, der tog sig omsorgsfuldt af ham. Alligevel kunne han ikke nægte over for sig selv, at han savnede sine allernærmeste venner og medkæmpere, Johann Bugenhagen og Philipp Melanchthon. Han savnede også gamle Cranach. Først og fremmest savnede han dog sin stædige, men trofaste hustru. Om han atter skulle se hende og vennerne var mere usikkert nu end nogensinde før, fornemmede han. Han var da også af den overbevisning, at han med sine omtrent 63 år var ældgammel. Det var derfor, han forleden dag havde betroet sine venner, at han, hvis han nåede tilbage til Wittenberg, ville lægge sig i en kiste og give maddikerne en fed doktor at æde. Men nu måtte han se, om han overhovedet nåede så vidt, eller om hans liv ville finde sin afslutning, mens han befandt sig her i Eisleben. Sikkert var det dog, at døden havde været hans trofaste følgesvend og også stod ved hans side nu. Ofte havde den syntes mere trofast end Gud.