Om mig selv og mine bøger - udgivne og kommende

Jeg hedder Egil Hvid-Olsen og vil med denne side gøre lidt reklame for de bøger, jeg skriver.

Jeg er født i 1970, er opvokset i Virum og uddannet cand. theol. fra Københavns Universitet.

Undervejs i studietiden blev jeg gift med Mette, og vi fik vores første barn. Siden er der kommet to mere til.

Jeg indledte min karriere som præst med to korte vikariater i Nordsjælland, men kom siden til Vestjylland. I de to små landsogne, Kvong og Lyne, boede vi i 12½ år. Siden 2012 har jeg været sognepræst i Grindsted, Nollund og Urup, og fra 2021 har jeg været sognepræst i Bryndum og Vester Nebel. Teologisk tilhører jeg den grundtvigske midte af Folkekirken.

I min barndom læste jeg meget, og snart begyndte jeg også at skrive forskellige tekster. Jeg nåede forbløffende langt i en fantasyroman, der var stærkt inspireret af Tolkiens "Hobbitten", men bestemt ikke nåede dens niveau - hverken sprogligt eller dramatisk. Da den var opgivet, skrev jeg små ubehjælpsomme noveller og historier til skuffen. Da Jeg begyndte at studere, blev skriveriet lagt på hylden, og jeg begyndte først igen, da vi var flyttet til Kvong og det lokale bibliotek opfordrede mig til at arrangere en fortælleaften i kirken i forbindelse med en landsdækkende event, der hed "Den Gode Historie-festivalen". Da skrev jeg den fortælling, der siden - i omarbejdet form - kom til at udgøre første kapitel i "Bondesønnens mareridt...". Arbejdet med denne fortælling var så interessant, at jeg uafhængigt af biblioteksfestivalen fortsatte med at skrive kirkehistoriske fortællinger, så jeg en gang om året kunne læse en ny højt. Arrangementerne fik titlen "Skumringsfortællinger", fordi de blev læst om efteråret ved skumringstide. Kun stearinlys oplyste kirkerne, hvilket sikrede en særlig stemning, efterhånden som solen gik ned. I november 2011 udgav Skriveforlaget den samlede række fortællinger. Den er forlængst udsolgt, men kan stadig anskaffes som e- og lydbog.

Samtidig med "Bondesønnens mareridt..." arbejdede jeg på nogle andre manuskripter. Det ene er blevet til bogen "På kant med Jesus - om EsbjergEvangeliet". Det andet manuskript skrev jeg færdigt i 2013. Det udkom i april 2014 under titlen "Skurke, helte og Gud", hvilket dækker over en længere genfortælling (520 sider) af Bibelens historier.

Kristi Himmelfarts dag, 5. maj 2016, udkom min bog om Stig Weyes kirkelige kunst, som i kraft af layoter Esper Foghs og fotograf Jan Friis' store engagement er blevet meget smuk.

Fra vinteren 2016 arbejdede jeg - efter et par års indledende læsning - på en biografisk roman om Martin Luther. Michael Løhde Andersen og forlagets grafiker udarbejdede forsideillustrationen, og Michael tegnede kapitelvignetten. I midten af juni 2017 udkom "Den trofaste følgesvend". Den blev skrevet i anledning af reformationens 500 års jubilæum. Romanen henvender sig til voksne.

1. juni 2021 udgav jeg "Klamme kys og kærlighed", der handler om kirkelig vielse af to af samme køn. Det er en billedbog for mindre børn. Jeg ved, at nogle, der er imod Folkekirkens tilbud om vielse af samkønnede, har taget mig det ilde op, at jeg som præst udgiver en bog, der normaliserer homoseksualitet, men dels er homoseksualitet normalt, og dels kan jeg - med mit bibelsyn - ikke bruge Bibelen til at problematisere homoseksualitet. Mit fokus er på de børn, der kommer i klemme, når de møder homofobisk eller religiøs afstandtagen til deres forældres eller venners forældres parforhold.


I begyndelsen af december 2022 udkom min kones, Mette Hvid-Olsen, og min rimede julebog "Englekor og stjernespor". Første halvdel har været udgivet før under titlen "Barnet i skarnet og hyrder uden byrder", men den nye udgave er blevet fordoblet og topprofessionelt illustreret af Jette Simonsen.

Indtil videre er mine bøger knyttet til mit fag, da det er det, jeg brænder for og har en viden om, men jeg vil ikke udelukke, at jeg på længere sigt kaster mig over emner, der ikke har med teologi og kristendom at gøre.

Jeg har haft held til at kunne få de fleste af mine bøger illustreret. Kunstbøgerne om Erik Hagens' EsbjergEvangeliet og om Stig Weyes kirkelige kunst er selvsagt illustreret med kunstnernes værker. Dertil kommer "Bondesønnens mareridt", der er illustreret af Palle Bregnhøi, samt "Skurke, helte og Gud", der er illustreret af Michael Løhde Andersen. Lutherbogen "Den trofaste følgesvend" har blot en vignet ved hvert kapitel, der - som nævnt - er tegnet af Michael Løhde Andersen. Endelig er jeg meget glad for Jette Simonsens illustrationer til "Klamme kys og kærlighed" og "Englekor og stjernespor.

Vil man vide mere, for eksempel om priser på bøgerne eller mulighed for oplæsnings- eller foredragsarrangementer, er man velkommen til at kontakte mig på tlf.: 24 66 36 10 eller e-mail: eho@km.dk. Jeg skriver også lidt om mine bøger på facebooksiden: "Forfatter Egil Hvid-Olsen".